Kun 7 mand stillede op til kamp mod overmagten i form af ubesejrede Torslunde. Vi havde inden kampen håbet på, at "Guldlok" og de to små, hurtige frontløbere ville være blandt de skadede spillere og dermed ville vi have en fair chance, men de var med - alle tre.
Et, på papiret, stærkt Torslunde-mandskab virkede da også sejrssikre og tændte fra første fløjt. Det gjorde Gevninge.com mandskabet heldigvis også og Smeden og Vognmanden fik hurtigt sat sig i respekt hos de små angribere med et par hårde tacklinger. I det hele taget stod vi godt placeret i første halvleg og fik lukket af for Guldlok og co.
Nu skulle man jo tro, at syv mand ikke var nok til at klare en så stor mundfuld, men det er jo som bekendt ikke kvantiteten der tæller ;-) Vi havde i dagens anledning medbragt et par overraskelser til Torslunde. Den ene hed Adam Bonke. Han var her, der og alle vegne og gjorde sig konstant farlig i angrebet. Efter små 5 minutters spil kunne han, efter overlegent opspil, uden besvær sætte en sidste inderside på bolden og bringe Gevninge.com overraskende foran 1-0.
Torslunde var nu tydeligt rystet og virkede pludselig ikke så sejrssikre mere. Guldlok forsøgte mere og mere selv at komme igennem på midten for at skabe noget. Der løb han imidlertid hver gang ind i Gevninge.com’s anden medbragte overraskelse, Mads Larsen. Ham har Torslunde jo mødt før, men overraskelsen bestod i, at han i dagens anledning legede Mysser på midterste midtbane. Redaktionen skal hilse Mysser og sige, at han får svært ved at spille sig tilbage på holdet efter Mads’ præstation i går - Guldlok havde ikke en chance.
Efter ca. et kvarter var Adam Bonke på spil igen. Denne gang med en dyb aflevering til Rønnow, som trykkede af med det samme og efter at målmanden kun fik halvklaret, kunne Rønnow følge bolden op og resten af vejen i nettet. 2-0 til Gevninge.com, som nu øjnede sensationen.
Desværre fik Torslunde reduceret til 1-2 inden pausen. Redaktionen husker ikke de nærmere detaljer omkring målet.
Efter pausen kom Torslunde lidt længere frem på banen og kom oftere til afslutninger. Cleo på kassen fik dog bokset godt væk og det blev ikke til det helt store drama – i hvert fald ikke på det tidspunkt.
Mads Sumborg havde flere gode løb på fløjen med enten indlæg, afleveringer eller afslutninger til følge. Efter bare 7 minutter spillet af anden halvleg sled Sumborg sig igennem og tordnede bolden mod målet. Torslundes målmand, som i øvrigt havde en god dag, halvklarede kun og Adam Bonke kunne med en kattepote løfte bolden over den liggende målmand til 3-1.
Nu skete det, som man kunne frygte allermest. Kræfterne hos de kun 7 mand begyndte at slippe op. Torslunde fik mere plads og inden for bare 10 minutter scorede de 2 dumme mål og udlignede dermed til 3-3. Nu startede Torslunde et stormløb og Gevninge.com var presset helt i bund. Det eneste der holdte modet oppe var, at Gevninge.com, med Adam Bonke og Mads Larsen som drivkræfter, stadig formåede at spille sig til sporadiske chancer nu og da. Det blev en hektisk periode i kampen, hvor man det ene øjeblik kunne se alle Gevninge.com’s syv mand hjemme i eget forsvar og minuttet efter se Smeden helt fremme i angriber-rollen som afslutter. Dog gav det helt ufortjent ingen mål.
5 minutter før tid kom chokket så – Torslunde fik bragt sig foran 4-3!
Nu var der faktisk ikke flere kræfter tilbage, men i en blanding af desperation og ærgrelse kastede Gevninge.com alt frem – selv Cleo kom med frem på hjørnespark og var tæt på at udligne.
30 sekunder før tid, kom den velfortjente forløsning heldigvis. Vognmanden tog sagen i egen hånd og gik med helt frem i højre side, hvor han bragede bolden i nettet bag en sagesløs målmand til slutresultatet 4-4.
En supergod kamp, som Gevninge.com havde vundet, hvis de havde haft en udskifter eller to med. Vi tager dem sgu i returopgøret i Gevninge d. 9/10!
God vind, drenge!!